Havregrynskager
Denne opskrift på havregrynskager er en 2 i 1. Det er både en sprød småkage, men også en lækker havregrynskage med smørcreme, dyppet i chokolade. Den med smørcreme er en af mine helt store favoritter. Jeg har en veninde, hvor traditionen er , at når vi mødes til kaffe skal vi altid have en havregrynskage, om den er hjemmelavet eller købt hos bageren det er lige meget. Denne opskrift giver ca. 58 sprøde småkager, ud af dem laver jeg dem med smørcreme jeg skal bruge og gemmer resten til enten at serverer som en småkage eller til at lægge dem sammen med smørcreme på et senere tidspunkt. De skal bare opbevares i en tæt dåse, så de forbliver sprøde
Jeg har delt opskriften op i to, så den første opskrift er på småkagerne og den næste opskrift er på, hvordan du laver havregrynskagen med smørcreme. Rigtig god fornøjelse 🙂
Ca. 58 småkager
- 105 gram margarine
- 105 gram sukker
- 85 gram brun farin
- 125 gram havregryn
- 85 gram hvedemel
- 7 gram vaniljesukker
- 5 gram natron
- en knivspids salt
- 1 æg
Alle ingredienser undtagen æg røres sammen. Til sidst kommes ægget i og samler dejen.
Lav kugler på størrelse med en stor vindrue og kom dem på en bageplade med bagepapir og giv dem et lille tryk. Stil dem med en afstand så kuglen kan flyde ud til en småkage der er ca. 5 cm i diameter.
Bag småkagerne i ovnen ved 175 grader i 8-12 minutter
Smørcreme til 10 havregrynskager
100 gram blødt smør
30 gram flormelis
Rør smør og flormelis godt sammen.
Når småkagerne er helt kolde, kommer du smørcremen i en sprøjtepose og sprøjter en klat ud på 10 småkager, hvorefter du kommer en småkage ovenpå klatten, så du har en “sandwich”
Smelt ca 50 gram chokolade over vandbad og dyp derefter den ene side/ende af “sandwichen” i den smeltet chokolade og læg den over på et stykke bagepapir og lad chokoladen størkne. Når chokoladen er størknet er havregrynskagerne klar til at blive serveret til en god kop kaffe.
Er du vild med småkager vil du måske også være interesseret i Lakridssmåkager