Kyllingebryst i cremet sennepssauce
Denne kyllingeret har en dejlig cremet sauce med smagen af sennep og hvidvin. Den kan serveres en helt almindelig hverdag, men er også helt perfekt til når du skal have gæster. Retten kan serveres med lige det du har lyst til, nye asparges kartofler, stegte kartofler, ris eller kartoffelmos. Mulighederne er mange og så med en god blandet salat til så bliver det næsten ikke bedre 🙂
4 personer
- 4 kyllingebryster
- 4 dl vand
- 1 hønsebouillon terning
- 2 dl hvidvin
- 1 spsk dijonsennep
- 1/4 dl piskefløde
- 1 bundt forårsløg
- 1 håndfuld frisk spinat/babyspinat
- salt og peber
- Lidt maizenajævning ( ca 1 spsk maizena og 2 spsk vand)
Kom 1 spsk olie på panden og lad det blive godt varmt. Brun kyllingebrysterne godt på begge sider, så de får en god stegeskorpe
Læg brysterne til side
Snit forårsløgene fint ( tag så meget af det grønne med som muligt) og svits dem på panden til de har taget lidt farve og læg dem til side
Kom kyllingebrysterne tilbage på panden og tilsæt vand, hvidvin, bouillon og dijonsennep og lad brysterne småsimre i 20 minutter.
Tag brysterne op af væsken og læg dem til side på en tallerken i mens du laver saucen
Kom piskefløden i fonden på panden og pisk maizenajævning i, til du har en god cremet sauce, den må endelig ikke blive for tyk det skal være en sauce
Kom halvdelen af de stegte forårsløg i saucen og smag den til med salt og peber
Kom kyllingebrysterne tilbage i saucen sammen med spinaten. Kom et låg på panden og lad det småsimre i ca 5 minutter til spinaten er faldet sammen. Anret derefter kyllingeretten i et fad med lidt høje kanter så saucen også kan være der. Pynt til sidst retten med resten af de stegte forårsløg