Norske klejner
Klejner hører julen til og norske klejner er helt klart min favorit. Norske klejner er lavet med gær, det vil sige at det er en gærdej som man vrider ligesom de almindelige klassiske klejner.
Jeg er vild med norske klejner fordi de er dejlig bløde, hvor almindelig klejner er sprøde og derudover er der glasur på. Derudover vrider jeg mine norske klejner anderledes end jeg vrider de almindelige. Du kan se nedenfor hvordan jeg gør.
Norske klejner er mere en kage, hvor de andre er en småkage. Så her har du opskriften på norske klejner 🙂
Ca. 14 stk
- 50 gram smør
- 1 dl mælk
- 1 æg
- 25 gram gær
- 25 gram sukker
- 1/2 tsk kardemomme
- 1/2 tsk vaniljesukker
- ca 250-300 gram hvedemel
Pynt:
- 2 spsk citronsaft
- ca. 6 spsk flormelis
Palmin til at koge dem i
Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Når mælken er lillefinger lunt rører du gæren ud heri
Tilsæt æg, hvedemel, kardemomme, sukker og vaniljesukker og ælt dejen til du har en samlet og let klistret dej
Lad dejen hæve tildækket i 30 minutter
Rul dejen ud på et let melet bord og skær nu 14 firkanter som måler 5 x 10 cm med en klejnesporer. Har du ikke en klejnesporer kan du bare bruge en kniv eller et pizzahjul. Skær en slids i midten af firkanten på ca 2 cm, så du kan sno klejnen igennem hullet. Er du forvirret så kig på billederne nedenfor 🙂
Smelt palminen i en gryde og når det syder omkring et træspyd er palminen varm nok. Kog klejnerne i den varme palmin, ca 1 minut på hver side. Kom de færdig kogte klejner over på noget køkkenrulle så overskydende fedt kan rende af
Når klejnerne er kolde pyntes de med citronglasur som du laver af citronsaft og flormelis som du rører sammen til du har en tyk glasur. Kom glasuren i en sprøjtepose og sprøjt et mønster på klejnerne
Prøv også den klassiske klejne. Du kan finde opskriften her