Oksespyd med feta
Oksespyd med feta serveret med stegte kartofler, tomatsalat og Tzatziki, så bliver det ikke mere sommerligt. Oksespyd med feta er som sagt en perfekt sommerret, men som helt klart også kan anbefales i vintermånederne, hvor det kan være dejligt at blive mindet om sommeren.
I disse oksespyd er der revet kartofler i. Revet kartofler gør både at du strækker kødmængden ved at komme kartofler i, så du spare på kødet, men kartoflerne er også med til at give noget fugt til kødet så spyddene ikke bliver tørre. Det er ren win-win 🙂
Jeg pensler spyddene med lidt olie inden at de kommer i ovnen for at de får lidt stegeskorpe.
Hvidløg, feta og persille gør at det minder mig om Grækenland, hvilket absolut ikke er dårligt 🙂
4 personer
- 400 gram hakket oksekød
- 200 gram kogte kartofler
- 1 lille løg
- 1 fed hvidløg
- 1 æg
- 2 spsk rasp
- 100 gram feta
- 1 håndfuld frisk persille
- salt og peber
- Olie til pensling
Riv de kogte kartofler og rør det sammen med det hakket oksekød.
Riv løg og hvidløg og rør det i.
Tilsæt æg og rasp og rør det godt sammen.
Hak persille fint.
Smulder fetaen i farsen og vend det i farsen sammen med persillen.
Smag farsen til med salt og peber. Husk at fetaen er salt så pas på med saltet.
Del farsen i 8-10 klumper.
Tryk farsen fast på grillspyd og læg dem på en bageplade.
Pensel spydende med lidt olie.
Kom spydende i en forvarmet ovn ved 225 grader over og undervarme i 15-20 minutter.