Sommersalat med vandmelon og jordbær
Nu hvor den længe ventet sommer er lige om hjørnet så går vi herhjemme helt amok i salater med frugt i. Som for eksempel denne sommersalat med vandmelon og jordbær. Sommersalat med vandmelon og jordbær indeholder udover vandmelon og jordbær, rucola, sukkerærter, feta og et drys sorte sesam. Sukkerærterne er et dejlig sprødt element til en salat som ellers er meget blød i det.
Frisk blød feta er i min optik også indbegrebet af sommer. Måske fordi jeg forbinder det med Grækenland 🙂 Feta passer vildt godt sammen med frugt, den salte feta med den søde frugt, det er bare godt.
Selvom det endnu ikke helt er sæson for jordbær og vandmelon her i Danmark, så kan du sagtens finde lækre jordbær og vandmeloner med masser af smag i butikkerne.
Står du og mangler en dejlig salat til en god grillaften, så er denne salat helt perfekt 🙂
4 personer
- 75 gram rucola
- 200 gram jordbær
- ca. 1/4 vandmelon (afhængig af størrelsen)
- 125 gram sukkerærter
- 100 gram feta
- 1 spsk sorte sesam
Skyl rucolaen godt.
Skyl jordbærrene og fjern blomsten og skær dem i kvarte.
Skær vandmelonen fri af skallen og skær den i små tern. Hvis der er kerner så fjern dem.
Skær sukkerærterne i skiver.
Bland alle grønsager og frugt og anret i en skål eller på et fad.
Pluk den friske feta udover salaten.
Drys til sidst sorte sesam over salaten.
Måske du også kunne være interesseret i Rucolasalat med avocado, galiamelon og karse