Tiramisu med jordbær
Hvem elsker ikke den lækre italienske dessert tiramisu. Jeg gør i hvertfald og derfor tænkte jeg hvorfor ikke lave en sommerudgave af en tiramisu. Nemlig en tiramisu med jordbær. Forskellen på en traditionel tiramisu og en tiramisu med jordbær er at i sommerudgaven er alkoholen og kaffen erstattet med hyldeblomstsaft.
Denne dessert emmer af sommer og sol 🙂
Jeg har lavet min tiramisu med jordbær i portionsglas, men du kan også sagtens lave den i et fad som man vil gøre med den traditionelle tiramisu.
Du kan lave dine tiramisu med jordbær i forvejen og stille dem i køleskabet til du skal serverer dem.
Rigtig god fornøjelse 🙂
6 portioner ( 2 dl glas)
Mascarponecreme
- 2 æg
- 50 gram rørsukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 250 gram mascarpone
- 6 ladyfingers
- 3/4 dl hyldeblomstsaft
- 8 jordbær
Jordbærpure
- 150 gram friske jordbær
- ca. 1 tsk hyldeblomstsaft
Pynt
- 3 jordbær
- mørk chokolade
Jordbærpure
Kom jordbærrene i en blender sammen med hyldeblomstsaft og blend til du har en helt glat puré uden klumper
Mascarponecreme
Del æggene i blommer og hvider.
Pisk hviderne stive, så du kan vende skålen på hovedet uden at hviderne render ud.
Pisk æggeblommer, rørsukker og vaniljesukker til en lys æggesnaps.
Pisk mascarponen i æggesnapsen.
Vend de stiftpiskede æggehvider i cremen.
Kom mascarponecremen i en sprøjtepose uden tyl.
Tag de 8 jordbær og skær dem i små tern.
Dyp de 6 ladyfingers i hyldeblomstsaften og læg dem på et spækbræt. Del hver ladyfinger i tre stykker.
Tag dine portionsglas og start med at komme en klat mascarponecreme i bunden ( der skal 3 lag mascarponecreme i hvert glas, så del det så du har til alle tre lag)
Kom èt stykke ladyfingers ned i cremen og halvdelen af jordbærrene der er skåret i tern. ( der skal være jordbær til to lag jordbær i hvert glas)
Kom èn teske jordbærpurè i hvert glas.
Kom nu endnu et lag mascarponecreme, to stykker ladyfingers, jordbærtern og en teske jordbærpurè i hvert glas.
Afslut med mascarponecreme og pynt med to kvarte jordbær og lidt hakket chokolade i hvert glas.
Måske du kunne være interesseret i endnu en sommerdessert.
Frugtsalat med råcreme og marengs. Opskriften finder du her