Tortellini med tomatsovs
Tortellini er en anden god måde at få pasta på. Man kan få tortellini med mange slags fyld. I denne ret har jeg brugt nogle med tomat og mozzarella, men der findes også med spinat og ricotta eller skinke og ost og mange andre slags. Så det er bare med at tage dem som man bedst kan lide, alle slags vil passe til denne ret. Hvis du har børn eller for den sags skyld voksne som ikke er glade for at man kan se grønsagerne i sovsen, kan du sagtens blende sovsen til sidst så det bliver en glat sovs, men som stadig indeholder alle grønsagerne og smagen af dem 🙂
4 personer
- 600 gram tortellini med tomat og mozzarella
- 2 blegselleri stave
- 1/2 porre
- 1 stor gulerod
- 1/2 grøn chili
- 1 fed hvidløg
- 2 friske tomater
- 1 lille dåse tomatpure
- 1 dåse hakket tomater
- 1 dl vand
- 1 spsk paprika
- 1 tsk oregano
- 2 spsk cremefraiche 18 %
Snit blegselleri i tynde stykker. Skræl og skær guleroden i tynde strimler. Snit porren i tynde strimler. Skær tomaterne i mellem tern. Flæk chilien, fjern kernerne og snit den i fine strimler. Hak hvidløget fint.
Svits alle grønsagerne i lidt olie på panden. Når de er begyndt at tage farve kommer du paprika og tomatpure på panden og rister det lidt af. Tilsæt derefter de hakket tomater. Lad sovsen koge i 5 minutter. Kom de 2 spsk cremefraiche i en skål og kom et par skefulde af den varme sovs over i cremefraichen og rør det rundt. Kom derefter cremefraichen over i den varme tomatsovs. Smag sovsen til med salt og peber. Tilsæt til sidst oregano og varm retten igennem.
Kog tortellinierne efter anvisning på pakken.
Retten er nu klar til servering og hvis du er til parmesan, smager det fantastisk med revet parmesan ud over retten inden servering.